Jeg har altid haft et anstrengt forhold til elektronik ombord. Hver gang jeg skulle tage en ny enhed i brug, brugte jeg en halv dag på at læse manualen og en time på at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Min gamle VHF-radio fra 1990’erne stod i styrhuset som en trofast, men mumlende kammerat. Den kunne sende og modtage, men knapperne var slidt blanke, og displayet viste kun grønne streger, når det var i humør. Jeg sagde til mig selv, at den duede fint. Det gjorde den ikke. En blæsende eftermiddag i Limfjorden gik skibets motor pludselig i tomgang på grund af en tilstoppet brændstoffilter. Jeg greb mikrofonen og kaldte på kanal 16. Der skete ingenting. Radioen sendte ikke mit signal ordentligt ud; jeg hørte kun knitren og stilhed. Det var det øjeblik, jeg indså, at jeg havde sovet i timen. Heldigvis havde jeg en håndholdt VHF som backup, og en anden båd kom mig til undsætning efter en times drift mod stenrev. Jeg tog konsekvensen næste dag og bestilte en ny fastmonteret radio hos vhfshoppendk.com. Men det er ikke historien om et fornuftigt køb. Det er historien om, hvordan jeg lærte at stole på en maskine igen.
Den skjulte svaghed i ældre radioer
En af de ting, der overraskede mig mest, var hvor meget teknologi der er ændret på 25 år. Min gamle radio brugte simpelthen for meget strøm i standbytilstand. Jeg lod den ofte stå tændt i ugevis med kanal 16 på lytning, og det trak akkuen ned hurtigere end køleskabet. Den nye radio bruger knap nok energi til at holde displayet tændt, men den scanner stadig alle nødkanaler uden forsinkelse. Der er også forskellen på modtagerfølsomhed. I sundet mellem øer mistede min gamle radio forbindelsen til kyststationer så snart båden lå forkert. Den nye model kan trække signaler ind fra langt svagere sendere, fordi den har en bedre støjfiltrering. En nat i tåge ud for Samsø hørte jeg pludselig et rutinemæssigt vejrmelding fra Flyvestation Karup med krystalklar lyd – noget min gamle radio aldrig havde kunnet.
At lære radioens sprog igen
Jeg havde glemt hvor mange funktioner der findes på moderne VHF-radioer. Nogle af dem har jeg aldrig brugt, men to ting har virkelig gjort en forskel: dual watch og scanning af kanaler med aktivitet. Dual watch lader mig overvåge kanal 16 samtidig med at jeg lytter på en aftalt kanal til lokale sejlere. Det gør dialogen med andre både mere naturlig – man misser ikke noget vigtigt fordi man sad på den forkerte kanal. Scanningsfunktionen er smart, når jeg kommer ind i et ukendt farvand: Radioen hopper rundt mellem lokale havn- og sluseprocedurer og finder hurtigt den rigtige frekvens uden at jeg skal sidde med et kort over kanaler foran mig.
Hvad gør en god samtalepartner om bord?
Jeg har lært at betragte VHF-radioen som mere end bare nødudstyr. Den er min stemme på vandet. Når jeg ligger i en havn og beder om tilladelse til at lægge til kaj, eller når jeg koordinerer med brovagten ved Lillebæltsbroen, så får den anden ende et præcist billede af min situation. Jeg bruger faste talemåder som “over” og “skifter til kanal 12”, men det vigtigste er, at mit udstyr fungerer fejlfrit. Jeg havde en episode sidste sommer, hvor en kollega kom sejlende ind i fjorden og ikke fik svar fra sin egen radio – den viste bare “error” på displayet midt under samtale. Det gav mig respekt for at have backup-løsninger klar: ikke bare ekstra batterier til den håndholdte, men også en antenne der er korrekt monteret med god jording.
